Teknologien bag
Det eneste du skal er at tilsætte filtreret vand for at nyde en af sæsonens udvalgte kaffer. Kaffeposerne fra Steeped er en enkel og elegant måde at præsentere de kaffer, vi har fundet mest interessante gennem sæsonen. De er enkle at brygge samtidig med at både kvalitet og kaffens karakter skinner klart igennem. Kaffen er forseglet i en nitrogen-flushed indpakning, som bevarer kaffens klare aromatiske karakter og holder den frisk, som var kaffen helt friskkværnet, selv et år efter ristedatoen.
Gesha Village
Gesha Village ligger i Bench Maji-zonen i det sydvestlige Etiopien, ikke langt fra grænsen til Sydsudan. Dette område, i de højtliggende jungle-lignende skove, hvor Great Rift Valley går over i Sydsudan, anses for at være arabica-kaffens genetiske fødested og er stadig hjemsted for stor diversitet. Her i Gesha Village er der dog én sort, der er blevet omdrejningspunktet; Geisha.
Adam Overton og Rachel Samuel rejste første gang til Etiopien i 2007 for at lave en dokumentar om landets unikke kaffeproduktionsmetode og forelskede sig i landet. De besluttede under den korte rejse, at de en dag ville flytte til landet for selv at begynde at producere kaffe. De fandt en 471 hektar stor grund i Bench Maji, længere vest end vi normalt finder specialkaffe i Etiopien, i et fjerntliggende område med uberørt højtliggende skov. Den vilde skov blev bevaret, da kaffeplanterne blev udplantet, idet man bevarede så meget af biodiversiteten som muligt, hvilket er det springende punkt for den etiopiske produktionsmetode, samtidig med at der blev skabt rigelig skygge til de skrøbelige Geisha-træer.
Dette er dog ikke hvilken som helst Geisha. Gesha Village ligger kun omkring 20 km fra Gori Gesha-skoven, hvor den dyrebare sort af samme navn først blev isoleret af britiske forskere i 1931. Da Gesha Village blev anlagt, vandrede teamet bag projektet ind i skoven og indsamlede frø fra de vilde kaffetræer, der voksede der, og valgte dem, der genetisk lignede ekspeditionens oprindelige 1931-Geisha.
Oma
Dette parti Gesha 1931 blev dyrket på Oma-jordlodden i Gesha Village, ved højder helt op til 2040 masl, og producerer nogle af gårdens mest aromatiske kaffer. Bærrene blev høstet sidst i januar 2024 og derefter tørret under en omhyggelig naturlig forarbejdning ved hjælp af hævede tørreborde. Kaffen blev tørret i meget tynde lag de første dage for hurtigt at reducere fugtindholdet, så næsten ingen fermentering sker i de første dage på tørrebordene. Lagene bygges derefter langsomt op, og kaffen flyttes til tørring under skygge fra dag 10, hvilket sænker den samlede tørretid. Det reducerer risikoen for skader på kaffens cellestruktur hvilket betyder, at kaffen bevarer sine bedste sider lang tid efter høsten, og det er også en af årsagerne til, at en så ren smag bevares.
Med dette utrolige råmateriale, dyrket i sine oprindelige vilde omgivelser i skoven, kombineret med omhyggelig forarbejdning, skabes en intens, men ren og delikat smagsoplevelse. Klare jasminaromaer følges af stenfrugter i koppen, med en underliggende sukret sødme afrundet af en sort te-finish.