

Elto Coffee
Denne kaffe er produceret af Elto Coffee, som de erfarne kaffeproducenter Atiklit Dejene og Eliyas Dukamo stiftede i 2022. Atiklit har studeret landbrug og har arbejdet med kaffeforarbejdning for Gesha Village og på Daye Bensa, hvor hun også havde ansvar for laboratoriet. Eliyas voksede op i Bensa og har erfaring med finansarbejde. Eliyas var med til at stifte Daye Bensa og arbejdede som driftschef i mange år. Dén erfaring brugte de til at stifte Elto, som blev navngivet efter et lokalt ord for ‘stor passion’.
Vi mødte Atiklit og Eliyas på vores seneste tur til Etiopien og blev overraskede over den seriøsitet, som producenten arbejder med – med blik for de enkelte kaffer, de enkelte risterier og den etiopiske kaffeindustri. Vi er glade for at være med på deres rejse.

Ana Sora
Kaffen er produceret af Elto Coffee på stationen Ana Sora nær landsbyen Adola i Guji. Her begyndte høsten i november og december sidste år, og da høsten også var stor, kunne Elto nå at eksperimentere meget med forarbejdningen. Dét har båret frugt, og Elto kunne præsentere en masse kaffe af høj kvalitet for os på vores tur til Etiopien i år. Området nær Ana Sora har et godt potentiale og ligger ved Adola, der er centrum for kaffeproduktionen i Guji med højder over 2300 moh. Eltos kvalitetskontrol fra plukning til forarbejdning fremhæver en ren karakter af stenfrugt og en karakteristisk aroma af citron og bergamotte.

Etiopien
I Etiopien gror kaffe stadig semi-vildt, og i nogle tilfælde helt vildt. Bortset fra nogle regioner i det nærliggende Sydsudan, er Etiopien det eneste land, hvor kaffe gror på denne måde, på grund af sin status som arabica-kaffens genetiske fødested. Det betyder, at mange småproducenter stadig høster kaffebær fra vilde kaffetræer, der vokser i højtliggende fugtige skove, især omkring Etiopiens berømte Great Rift Valley.
-v1751620425687.jpg?1200x800)
Skovkaffe udgør en stor del af Etiopiens årlige produktion, så det er en enormt vigtig produktionsmetode og en del af hvad der gør etiopisk kaffe så unik. Afskovning truer mange af kaffens ikoniske hjemsteder i Etiopien, hvilket fører til faldende udbytter og biodiversitet – betydelige prisudsving i løbet af det seneste årti har ført til, at mange landmænd har erstattet kaffe med den hurtigt voksende eukalyptus, en utrolig krævende afgrøde både ift. forbrug af vand og jordens næringsstoffer.

Via de her endemiske systemer opretholdes et meget højere niveau af biodiversitet end i moderne kaffeproduktion i det meste af resten af verden. Dette skyldes dels skovsystemet og dels den genetiske diversitet af kaffeplanterne selv. Der findes tusindvis af 'heirloom'-varianter, der vokser i Etiopien; alle nedstammer fra vilde krydsbestøvninger mellem arter, der stammer fra de oprindelige Arabica-træer.
Denne biodiversitet fører til mere robuste kaffeplanter, som ikke behøver at blive kunstigt gødet. Dét betyder, at 95% af kaffeproduktionen i Etiopien er økologisk, selvom de fleste småbønder og møller ikke har råd til at betale for certificering, så de kan ikke mærke deres kaffe som sådan. Fraværet af monokultur i de etiopiske kaffelande betyder også, at planterne er meget mindre modtagelige for de ødelæggende effekter af sygdomme som bladrust, der har hærget andre producerende lande. Bevarelse af disse systemer er vigtig, både i kaffeindustriens kontekst og for større biodiversitet og bæredygtighed.
Vores primære partnere i Etiopien, Moplaco, har gjort det til deres mission at oplyse om denne ødelæggelse og fortsætte med at støtte de samfund, de arbejder med, for at gøre kaffe til en rentabel og attraktiv forretning for småbønder.
